Thorning: Det var ikke det, jeg sagde

Sådan lyder det nu fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der er blevet mødt af kritik, efter at hun på sit pressemøde tirsdag sagde, at et ændret genoptjeningskrav, ikke kan hjælpe de mennesker, som er i fare for at falde ud af dagpengesystemet.

»Det vil hjælpe nogle ledige. Det er der ikke nogen tvivl om, men der vil også stadig være nogle ledige, der vil falde ud af dagpengesystemet, og som vil stå uden forsørgelse, og det vil ikke hjælpe dem, hvis man ændrer genoptjeningskravet,« siger hun.

Spørgsmål: Hvorfor sagde du i går, at det ikke ville hjælpe nogle ledige?

»Det synes jeg heller ikke, jeg sagde. Jeg siger bare, at det mest akutte problem er, at dem, der risikerer at falde ud her og nu - og hvis de for eksempel slet ikke har haft noget arbejde i sidste par år, så vil de jo falde ud af dagpengesystemet - for dem hjælper det ikke, at man ændrer på genoptjeningen. De vil stadig stå med et meget akut problem, som kan mærkes i deres privatøkonomi, fordi de måske mister forsørgelsesgrundlaget,« siger hun.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen (Ø), kaldte tidligere på dagen argumentet »en svipser«, og også Socialdemokraternes egen beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen (S), er gået i rette med S-formanden.

Helle Thorning-Schmidt føler dog ikke, hun er blevet sat på plads.

»Sådan opfatter jeg det slet ikke, for man kan ikke diskutere, at hvis der er en kortere genoptjeningsperiode, så er det nemmere at blive i dagpengesystemet, det ved alle jo, men man kan heller ikke diskutere, at hvis man er i en situation, hvor man ikke har arbejdet de sidste par år, så er man stadig i risiko for at falde ud, og der vil en ændret genoptjening jo ikke gøre så stor en forskel,« siger hun.

Dagens Gossip