Thorning: Dovne Robert er provokerende

Debatten om de arbejdsløse i Danmark har skrabet bunden. Sådan lyder opsangen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

På Socialdemokraternes kongres i Aalborg langer hun ud efter dovne Robert, men især de borgerlige partier for at håne almindelige arbejdsløse, der kæmper for at få job.

- Når de borgerlige uden at blinke siger, at de får lyst til at brække sig over, at der skulle findes fattige. Når de siger, at det er ynkeligt, at en arbejdsløs synes, det er svært at skulle flytte til den anden ende af landet for at få et job.

- Og når de begynder at udtale sig om, hvor mange børn en kontanthjælpsmodtager gør klogt i at få, så siger vi ikke bare fra. Vi siger højt og tydeligt: Stop. Det er for sølle. Debatten har skrabet bunden, siger Helle Thorning-Schmidt.

Debatten om "krævementalitet" blandt arbejdsløse er igen blusset op efter DR's program om Robert Nielsen, der siden 2001 har fået kontanthjælp og aktivt søgt at slippe for arbejde, aktivering samt jobkurser

Dovne Robert, som han er blevet kaldt i medierne, går stik imod et velfærdssamfund bygget på solidaritet mellem mennesker, som er varsomme med at trække på de fælles goder, fastslår Helle Thorning-Schmidt.

- Derfor siger vi klart og tydeligt fra, når vi hører om kontanthjælpsmodtagere, som ligefrem synes, det er sjovt at provokere med, at de ikke vil tage et arbejde efter 10 år på kontanthjælp, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun langer dog samtidig hårdt ud efter de borgerlige partier for at "konkurrere om at råbe højest" over for de arbejdsløse og dermed glemme, at alle danskere kan blive ramt af arbejdsløshed.

- Det er ikke en anden slags mennesker. Og det er ikke stakler. På ingen måde. Det er stærke mennesker. Men de er blevet ramt af krisen og har brug for et job. Og de skal ikke stå der alene. De har brug for et stærkt fællesskab, der griber og hjælper.

- Vi må aldrig glemme, at der bag hver eneste Robert og Carina står en Søren eller en Birthe, som har brug for hjælpen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun fastslår, at Socialdemokraterne ikke accepterer, at mennesker bliver talt om på en måde, så det lyder som om, at de ikke har samme rettigheder som andre danskere.

- Vores værdier er klare og urokkelige. Hvert eneste menneske har krav på at blive mødt med respekt og ikke hån. Hvert eneste menneske har krav på at blive mødt med værdighed og ikke nedladenhed, siger Thorning.

Dagens Gossip