Thorning efter ny asyl-stigning: Presset er meget stort

Skrevet af admin

22/10/2014

Mest læste i dag

Med endnu en stigning i antallet af asylansøgere i september måned vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke garantere, at myndighedernes seneste skøn over tilstrømningen på "op til 20.000" asylansøgere i år vil holde.

- Jeg har hele tiden sagt, at der kommer rigtig mange her i 2014. Der er et meget stort pres på vores asylsystem og på kommunerne, der skal tage imod alle disse mennesker, og det er også derfor, at vi har foreslået en stramning i forhold til dem, der ikke er individuelt forfulgte, siger hun efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Spørgsmål: Holder prognosen på 20.000 for i år?

- Jamen, det håber vi jo på, at den gør. Men der er meget stort pres, og derfor har vi foreslået en stramning (af asylreglerne, red.).

- Det er meget vanskeligt for kommunerne at følge med, og det er derfor, at vi har foreslået den her stramning, som vi håber at kunne komme igennem med i Folketinget, siger Thorning-Schmidt.

Regeringen - det var faktisk Helle Thorning-Schmidt selv, der lancerede forslaget i sin åbningstale i begyndelsen af oktober - har foreslået at lade asylansøgere vente et år på at få familiesammenføring, hvis de ikke er personligt forfulgte - hvilket de fleste erfaringsmæssigt er.

Spørgsmål: Kommer der flere stramninger?

- Det her er det, vi kan gøre, hvis vi samtidig skal overholde konventionerne. Og vi er jo de eneste, der har foreslået stramninger. De borgerlige har ikke foreslået noget, der rent faktisk kan lade sig gøre, siger statsministeren.

Hun henviser til forslag fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der går ud på at sende asylansøgerne til andre lande tæt på deres hjemegne - eksempelvis Kenya - så de ikke skal have deres sager behandlet på dansk jord.

Et forslag, som Venstre har kaldt "interessant", men det kenyanske indenrigsministerium har onsdag over for Politiken afvist det.

Statsministeren kalder forslaget om at sende asylsøgerne til andre lande for "useriøst".

Regeringens eget forslag til stramninger vil - hvis ellers typen af asylsøgere i år ligner mønstret for de foregående - omfatte omkring en tredjedel af asylsøgerne fra Syrien, der fylder mest i statistikkerne.

Forslaget møder modstand til venstre for regeringen hos Enhedslisten og SF, og onsdag ville Venstre ikke svare klart på, om partiet støtter forslaget, som det ser ud nu.

Også Liberal Alliance vil afvente det endelige lovforslag, mens Dansk Folkeparti understreger, at man vil støtte forslaget, hvis det i partiets optik er en stramning.

/ritzau/