Thorning efter skudattentat: Vores sammenhold testes

Skrevet af admin

14/02/2015

Dagens topnyheder

Fire timer efter skudattentatet lørdag i København, hvor en person blev dræbt og tre betjente såret, ankom statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til gerningsstedet ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

Statsministeren slår fast, at "Danmark er blevet angrebet i aften," og hun gentager flere gange et budskab om, at "vi ikke vil have, at Danmark skal være på den måde."

- Vi skal holde sammen. Der vil komme nogle vanskelige dage, hvor vi får testet vores sammenhold, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Når jeg er her i aften, er det for på alle danskeres vegne at sige, at sådan skal Danmark ikke være. Det fylder os med vrede og afsky, og vi tager - alle danskere - dyb afstand fra denne handling.

Politiet har tidligere meldt om to gerningsmænd til skyderiet mod debatmøde om ytringsfrihed i kunsten, men det forlyder lørdag aften, at der formentlig kun var en.

En mand ankom gående til Krudttønden omkring klokken 15.30 og åbnede ild med et maskinvåben mod kulturhuset. Politiet har udsendt et foto af manden, der var iklædt mørkeblå skijakke og rødlig hue før angrebet.

- Meget tyder på, at der er tale om et politisk attentat og dermed en terrorhandling. Det er vores allerhøjeste prioritet at få pågrebet gerningsmændene, som desværre stadig er på fri fod. Alle politikredse er sat ind på opgaven, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Jeg vil opfordre almindelige borgere til at leve deres liv, som de plejer.

- Jeg er bekymret for alle danskeres tryghed og sikkerhed. Jeg vil opfordre alle til at forholde sig i ro og følge myndighedernes anvisninger til punkt og prikke.

- Vi er i en situation, hvor vi ved, at der er mennesker, som ønsker os det ondt, og derfor er vi her og nu i højt beredskab. Først og fremmest skal vi sætte alle ressourcer ind på at pågribe gerningsmanden, siger statsministeren.

/ritzau/