Thorning efter topmøde: Danmark skal også levere

Skrevet af admin

24/04/2015

Dagens topnyheder

Situationen er uacceptabel. Vi skal gøre mere, og vi skal gøre mere nu, lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde, efter at torsdagens EU-topmøde om migration er slut.

- EU's grænsekontrol skal styrkes. Vi er enige om, at tredoble budgettet, og ud over det skal medlemslandene komme med konkrete bidrag, siger hun og fortsætter:

- Danmark kommer selvfølgelig også til at levere. Det kan være mange forskellige ting, siger hun og nævner flere politifolk som et eksempel.

- Vi er klar til at se på alle muligheder, siger statsministeren.

Modsat Danmark har andre lande besluttet, hvad de gerne vil bidrage med.

Inden mødets start sagde eksempelvis den britiske premierminister, David Cameron, at Storbritannien gerne vil sende et krigsskib, to patruljebåde og tre helikoptere til Middelhavet.

Det er problemet med migranter, der rejser tværs over Middelhavet mod Europas kyster, og hvor tusindvis dør i forsøget, som EU-lederne har diskuteret torsdag eftermiddag og aften.

Det øgede budget til EU's grænsekontrol skal bruges til operationerne Triton og Poseidon, der bevogter kysten ud for henholdsvis Italien og Grækenland.

I dag bliver der brugt omkring 21,5 millioner kroner om måneden.

Med en tredobling står budgettet til at komme på linje med det, Italien brugte på den nu nedlagte eftersøgnings- og redningsmission Mare Nostrum. Men der er ikke lagt op til et ændret mandat.

EU-lederne blev også enige om at holde et topmøde med Den Afrikanske Union og en række andre nøglelande på Malta senere på året.

- Dybest set handler det om at lægge lidt pres på afrikanske lande i forhold til, at de også har et ansvar.

- En del af løsningen ligger også i, at afrikanske lande tager mere ansvar for deres egne borgere og for at bevogte deres egne grænser, siger Thorning.

/ritzau/