Thorning efter vækstplanen: »Blokpolitikken er død«

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.

»Vækstplanen er et stærkt eksempel på, at blokpolitikken er død,« siger Thorning.

Forhandlingerne omkring den omfattende vækstplan på mere end 90 milliarder kroner var til tider kaotiske. Men selvom forløbet ikke var kønt, så var resultatet det til gengæld, understreger Thorning:

»Det ser måske ikke altid så strømlinet ud, og det kan også godt være, at vi ikke når TV-aviserne, når de udkommer. Men vi er meget glade for, at vi har fået et bredt flertal,« siger statsministeren.

Da den samlede aftale faldt på plads, betegnede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), resultatet som »en fin lille aftale«. Hvis det er tilfældet, så glæder Thorning sig til at se Venstres bud på en stor plan, siger hun.

»Jeg glæder mig i al fredsommelighed til at se Venstres store plan. Det har vi fortsat til gode,« siger statsministeren

Vækstplanen blev forhandlet på plads i to etaper, da Dansk Folkeparti ikke ønskede at være med til at sænke selskabsskatten. Det blev til gengæld en realitet i planens anden del, hvor Venstre, Konservative og Liberal Alliance deltog.

Ifølge Thorning var det ikke godt for Danmark, at »vi havde blokpolitik med en borgerlig regering i ti år«, og netop derfor gik den nuværende regering til valg på at søge det brede politiske samarbejde, lyder det.

Dagens Gossip