Thorning: Energiunion er en af EU's vigtigste opgaver

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

En fælles europæisk energiunion, som skal sikre billigere og renere energi samt større energisikkerhed, vil være godt for Danmark, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), torsdag aften i Bruxelles efter afslutningen af første dag af et EU-topmøde.

- At få en energiunion er en af de vigtigste opgaver i de kommende år for EU.

- Vores energimarkeder er ikke effektive og konkurrencedygtige nok.

- Den situation betaler virksomhederne for og sådan set også forbrugerne, siger statsministeren.

De 28 europæiske ledere har på topmødet besluttet at sætte fart på energiunionen. Det er især motiveret af krisen i Ukraine og for at mindske EU's afhængighed af russisk gas.

EU-lederne blev enige om, at sikkerheden for leverancer af el og gas skal øges.

Det skal blandt andet ske ved, at medlemslandene skal stå sammen og ikke lade sig splitte af Ruslands forsøg på at give nogle lande lavere energipriser.

Samtidig understreges det, at der skal sættes i gang i infrastrukturprojekter, så el og gas lettere kan transporteres mellem landene. Det skal holde prisen på energien nede, mens man omstiller til grøn energi.

Vedvarende energi og et indre marked for energi har også været nogle af Danmarks topprioriteter for en energiunion.

- Vores grundholdning er, at den billigste og sikreste energi er den, som vi ikke bruger, siger Thorning.

Tidligere torsdag havde statsministeren også samlet flere EU-lande og energivirksomheder - som Vestas og Dong Energi - for at fremme den dagsorden.

Her udtrykte energivirksomhederne ifølge statsministeren, at de især har brug for, "at vi politikere giver en ramme, som rækker langt ud i fremtiden, så de kan planlægge deres investeringer".

En fælles europæisk energiunion ligger dog stadig et stykke ude i fremtiden.

- Det kommer til at tage tid. Men jeg tror, at vi kommer til at tage de første skridt. For der er en klar opfattelse fra alle om, at det er den vej, vi skal gå, siger Thorning.

/ritzau/