Thorning er blevet mere populær

I målingen svarer 37 procent af de adspurgte danskere, at Helle Thorning-Schmidt gør det godt eller meget godt. Ved den seneste måling, der blev foretaget i juni, var tallet blot 31 procent.

Samtidig er andelen af personer, der mener, at statsministeren gør det dårligt eller meget dårligt, faldet med 10 procentpoint fra 65 til 55 procent.

Der er dog fortsat stor utilfredshed med regeringen. I målingen, der er foretaget blandt 1.076 repræsentativt udvalgte danskere, svarer 47 procent, at de er utilfredse eller meget utilfredse med landets politiske ledelse.

I junis måling var det tal dog markant højere, da hele 58 procent af de adspurgte var utilfredse eller meget utilfredse, skriver DR Nyheder.

Hos Epinion står regeringsblokken til 76 mandater mod 80 i juni, mens blå blok står til 99 mandater.

De tal flugter med Berlingske Barometer, der viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger offentliggjort inden for de seneste 31 dage. Her står rød blok til 77 mandater mod blå bloks 98.

Dagens Gossip