Thorning er meget optaget af korrekt ejendomsvurdering

Det var beskeden fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun onsdag blev spurgt til Skats behandling af ejendomsvurderinger, der ifølge Rigsrevisionen har været »meget kritisabel« igennem flere år.

»Vi er meget optaget af, at ejendomsvurderingerne er korrekte,« siger statsministeren.

Hun benytter samtidig muligheden til at lange ud efter VKO-regeringen, der sad ved magten i den periode, hvor Skat har haft rod i de offentlige ejendomsvurderinger.

»Det er dybt problematisk, at regeringen sad det her overhørigt i ti år,« siger Helle Thorning-Schmidt med henvisning til, at tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) blev informeret om, at ejendomsvurderingerne ikke var, som de skulle være.

»Det er temmelig alvorligt det her, og det har påvirket mange familier,« siger statsministeren på Socialdemokraternes sommergruppemøde på Marienborg og lover handling.

»Vi skal sørge for, at ejendomsvurderingerne er korrekte. Det er min regerings opgave at handle. Det har vi gjort helt fra starten, og vi sætter nu turbo på for at sikre, at ejendomsvurderingerne er korrekte,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Kristian Jensen har erkendt, at der blev begået fejl i de offentlige ejendomsvurderinger under hans tid han som skatteminister.

Dagens Gossip

Dagens TV