Thorning er stolt over Friis Bachs toppost i FN

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

Det er med en grad af stolthed, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger farvel til De Radikales Christian Friis Bach, som forlader Folketinget for at blive leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).

- Jeg er utrolig glad for udnævnelsen af Christian Friis Bach og samtidig stolt over, at Danmark besætter en vigtig post på højeste niveau i FN-systemet, siger statsministeren i en pressemeddelelse.

- UNECE leverer en værdifuld indsats for at fremme økonomisk integration og samarbejde i Europa, og Christian Friis Bach kommer med både professionalisme og erfaring til at sætte sit præg på det arbejde, fortsætter Helle Thorning-Schmidt.

Christian Friis Bach bliver den i øjeblikket højst placerede dansker i FN-systemet, når han overtager posten.

Det er partifælle og udenrigsminister, Martin Lidegaard, godt tilfreds med. Han kalder det for "en god nyhed for FN og en god nyhed for Danmark".

- FN får en erfaren og engageret leder, og Danmark kan sætte endnu flere fingeraftryk på arbejdet i FN. Derfor glæder udnævnelsen mig dobbelt, og jeg ser den som en stor anerkendelse af både Christian Friis Bachs kompetencer og Danmarks store og solide bidrag til FN, siger Martin Lidegaard.

Christian Friis Bach efterlader sig posten som gruppeformand og finansordfører for De Radikale. Partiet vil fredag morgen vælge en fungerende gruppeformand, inden det på sit sommergruppemøde vælger en permanent person til stillingen.

Christian Friis Bach valgte i november at trække sig fra posten som udviklingsminister i forbindelse med sagen om klimaorganisationen GGGI.

/ritzau/