Thorning går i rette med Vilhelmsen om forældrepålæg

Det understreger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) , efter den nye socialminister, SF-formand Annette Vilhelmsen (SF), har sat spørgsmålstegn ved kommunernes brug af metoden og peget på, at man bør gå i en anden retning.,

»Forældrepålæg kan være en rigtig god ting for at minde forældrene om, at de har et ansvar for deres børn og unge. Det vi ser i øjeblikket, det er, at der er alt for mange unge, der ryger ud i nogle ting, de ikke skulle være i, og at de bliver lette ofre for bandekriminalitet, der truer vores tryghed. Derfor kan forældrepålæg være en rigtig god ide,« siger statsministeren.

Socialminister Annette Vilhelmsen talte imod forældrepålæg lørdag i et interview med Jyllands-Posten, hvor hun pegede på, at kommunerne kun sjældent benytter sig af de økonomiske sanktioner.

»Kommunerne har mulighed for at bruge pålæg, men det gør de ikke. Og hvis det var et fantastisk værktøj, så ville kommunerne vel bruge det mere. Derfor tror jeg, at der skal en anden indsats til,« sagde SF-formanden til avisen.

Ifølge Thorning ligger regeringens politik dog helt fast, når det kommet til forældrepålæg, ligesom man også vil bibeholde den taskforce, der har til opgave at hjælpe kommunerne med at bruge det som redskab.

»Regeringen har ingen planer om at ændre muligheden for at give forældrepålæg, og vi har heller ingen planer om at ændre den taskforce, som skal bidrage til, at vi får de her forældrepålæg i gang. Jeg siger ikke, at man skal bruge dem mod alle forældre - det har jeg aldrig ment - men man skal vide, at man har redskabet, og det er naturligvis stadig regeringens politik,« siger statsministeren.

Dagens Gossip

Dagens TV