Thorning gør op med meningsløs aktivering

Arbejdsløse danskere skal have reelle kompetencer frem for meningsløs aktivering. Og virksomhederne skal have bedre hjælp til at besætte ledige stillinger.

Det er overskriften på et stort opgør med det danske beskæftigelsessystem, som regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen nu vil i gang med.

En arbejdsgruppe med den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Koch i spidsen skal i samarbejde med arbejdsmarkedets parter komme med et oplæg til en ny beskæftigelsesindsats, som formentlig kan opsættes til lovgivning i slutningen af året.

- Der er meget, som fungerer på det danske arbejdsmarked, men der er også meget, der ikke fungerer. Vi har hørt historier om, at virksomheder opgiver jobcentrene, når de skal besætte en stilling, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:

- Mange arbejdsløse har en opfattelse af, at systemet ikke hjælper dem videre.

- Man kan med rette stille spørgsmål til, om vi får nok ud af de penge, der bruges. Derfor har vi brug for at kigge hele beskæftigelsesindsats igennem, siger Helle Thorning-Schmidt.

Årligt bruges der seks milliarder kroner på aktivering af arbejdsløse, men en undersøgelse har vist, at blot ni procent af den milliardstore indsats går til at uddanne arbejdsløse på en måde, så de reelt får nye kompetencer, der kan sikre dem et job.

Det betyder ifølge regeringen, at selvom jobcentrene får de arbejdsløse i aktivering eller måske i et ufaglært job, så bliver de ikke rustet til at klare sig, når krisen lukker job, der ikke kræver særlige kvalifikationer.

Carsten Koch har siden 2010 været formand for Beskæftigelsesrådet, der skal rådgive beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i om beskæftigelsespolitikken.

I den seneste tid har Mette Frederiksen kritiseret det danske beskæftigelsessystem for ikke at løse dets vigtigste opgave: At levere kvalificeret arbejdskraft til det private arbejdsmarked.

En del virksomheder har nærmest opgivet systemet og har kun sparsom kontakt med jobcentrene, har det flere gange lydt fra Mette Frederiksen, der i de seneste uger har varslet en reform af indsatsen over for arbejdsløse.

/ritzau/

Dagens Gossip