Thorning håber igen det bliver sidste rokade

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må efter eget udsagn grine lidt af sig selv. Det er ottende gang på blot tre år, at regeringen skifter på ministerposterne, og flere gange har Thorning sagt, at hun håbede, det var sidste gang.

Fredag stod Helle Thorning-Schmidt så igen foran Amalienborg med nye ministre, som netop var blevet præsenteret for dronningen.

- Jeg er nødt til at grine lidt af mig selv. Jeg siger hver, gang at det bliver den sidste, og det mener jeg. Jeg har været glad for mine ministre hele vejen igennem, siger Helle Thorning-Schmidt.

Fredag måtte regeringen overraskende sige farvel til en af sine mest profilerede ministre, da Karen Hækkerup valgte at skifte til posten som direktør for Landbrug & Fødevarer.

I stedet bliver Mette Frederiksen (S) justitsminister, mens Henrik Dam Kristensen (S) overtager Mette Frederiksens post som beskæftigelsesminister.

- Det er ærgerligt, og jeg ville gerne have beholdt Karen Hækkerup som justitsminister, men vi har gode folk, vi kan sætte ind i stedet for, siger Helle Thorning-Schmidt, der har forståelse for, at Hækkerup vælger "så tungt et job".

Statsministeren mener ikke, at de mange rokader vil påvirke vælgernes tiltro til SR-regeringen, der også i meningsmålingerne halter efter blå blok.

- Jeg tror, at når det handler om valg, så stemmer vælgerne på en regering, som har leveret resultater, og det har vi, siger Thorning.

Spørgsmål: For nogle uger siden var det Margrethe Vestager, som gik. Nu er det Karen Hækkerup. Er det en regering, hvor sidste mand smækker døren?

- Jeg pegede jo selv på Margrethe Vestager til kommissærposten, og det gjorde jeg for at sikre, at Danmark kunne få en god post i den nye EU-Kommission. Så det var mit helt eget valg.

- Jeg er glad for, at vi har dygtige kvinder, som er efterspurgt på andre poster. Og jeg er lige så glad for, at vi har dygtige folk, der kan tage over. Og det tror jeg ikke, der er nogen, der kan betvivle, når de ser, hvem vi sætter ind på posterne.

Spørgsmål: Er det et sundhedstegn, at regeringen for ottende gang rokerer på ministerposterne?

- Der har været et parti, som har forladt regeringen, og der har været ministre, som har forladt regeringen på grund af sygdom (daværende udenrigsminister Villy Søvndal, red). Det har jeg ikke været herre over på nogen måde.

- Jeg er ærgerlig over, at jeg skal i gang med en ny rokade. Jeg havde gerne været det foruden, men jeg er glad for, at jeg har fået gode folk ind på posterne, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Dagens Gossip