Thorning håber ledigheden vender i 2013

Ledigheden faldt fra februar til marts med 2300 personer og ligger nu på 154.900, og med faldet kommer en ny positiv rekord - ledigheden er den laveste siden december 2009, viser tal fra Danmarks Statistik.

Selvom det dermed går fremad på et af de afgørende områder for regeringen, vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke strække armene for højt i vejret.

- Vi har hele tiden håbet på, at vendingen i væksten vil komme her i 2013, og vi har stadig håb om, at 2013 bliver det år, hvor vi får en beskeden men dog positiv vækst i Danmark. Det skulle også gerne sætte sig i vores beskæftigelse og ledighed, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun vil dog ikke afblæse krisen:

- Jeg tør ikke udtale mig om de tal, der er kommet nu og hvorvidt det er en vending eller ej. Men det er i hvert fald bedre end at det går den modsatte vej, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen havde ellers forventet, at ledigheden ville stige i første halvdel af 2013 og toppe inden sommerferien på 168.000 for først derefter langsomt at blive mindre.

De seneste ledighedstal på 154.900 er med andre ord markant under regeringens forventning fra december, hvor man fremlagde sin økonomiske redegørelse.

Set over en længere periode har ledigheden ligget meget stabilt. Siden januar 2010 har ledigheden ligget mellem 5,9 og 6,2 procent af arbejdsstyrken.

Flere økonomer advarer dog også mod at tro, at den lavere ledighed skyldes markant flere job.

Cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen siger, at forklaringen på den faldende ledighed måske skal findes i, at flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet i denne tid.

- Der bliver flere nye ledige, mens antallet af jobklare aktiverede falder. Det sidste kan resultere i, at de også træder ud af arbejdsstyrken, ligesom de unge bliver længere tid i uddannelsessystemet, fordi det er svært at få et job for tide, siger han.

Hos BRFkredit kalder man baggrunden for faldet for "en kedelig teknikalitet", da ledigheden falder som følge af, at arbejdsstyrken mindskes.

- Det kan være via uddannelse, pension eller også at folk falder ud af dagpengesystemet. Ingen af disse forhold betyder, at der reelt bliver skabt flere job, siger Mikkel Høegh, chefanalytiker hos BRFkredit.

/ritzau/

 

Dagens Gossip