Thorning henter toprådgiver i Udenrigsministeriet

Skrevet af admin

14/05/2015

Mest læste i dag

Den høje mand, der ofte står lige bag udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og hjælper med at holde styr på de mere spegede europæiske og sikkerhedspolitiske sager, skal fremover rådgive statsministeren om dansk udenrigspolitik.

Statsministeriet oplyser til Ritzau, at karrierediplomaten Michael Starbæk Christensen 1. august rykker fra posten som politisk direktør i Udenrigsministeriet til jobbet som udenrigspolitisk rådgiver i Statsministeriet.

Her afløser han Lars Gert Lose, der lidt uden for nummer blev udpeget til at være Danmarks næste ambassadør i Washington, da den mand, der egentlig var udset til det - EU-ambassadør Jeppe Tranholm-Mikkelsen - i marts i stedet fik et topjob i EU's Ministerråd i Bruxelles.

Ud over at holde styr på Danmarks forhold til resten af verden er en central del af jobbet som udenrigspolitisk rådgiver den funktion, der i EU-regi er kendt som "sherpa".

Det går ud på at følge den europæiske dagsorden i Bruxelles i tæt samarbejde med kolleger i de øvrige 27 EU-landes hovedstæder.

Det bliver anden gang, Michael Starbæk Christensen får kontor i Prins Jørgens Gård på Christiansborg.

Her sad han også som andenmand i det kontor, der rådgav statsministrene Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) før og under Danmarks værtskab for FN's klimatopmøde i 2009.

Umiddelbart derefter tog den konservative Connie Hedegaard ham med til Bruxelles som vicekabinetschef, da hun skiftede titel fra dansk klimaminister til EU's klimakommissær.

Endnu inden hendes fem år var gået sidste år, blev hendes danske højrehånd i 2013 hentet hjem til Udenrigsministeriet som politisk direktør og leder af Center for Global Politik og Sikkerhed.

Her har han nået at betjene tre ministre. Først Villy Søvndal (SF), så Holger K. Nielsen (SF) og for tiden Martin Lidegaard.

Michael Starbæk Christensen er klassisk skolet i den danske udenrigstjeneste og har tidligere været udsendt til Moskva og til den danske FN-mission i New York fra 2004 og de følgende år, da Danmark havde plads i FN's Sikkerhedsråd.

/ritzau/