Thorning: Husk at Venstre kaldte fradrag for blodpenge

Skrevet af admin

15/06/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) giver ikke meget for Venstres tanke om at frede det fradrag for medlemskab af fagforeninger, som partiet tidligere har været inderligt imod, hvis fagforeningerne gør det billigere at være med.

- Vi skal huske på, at da vi indførte fradraget for det faglige kontingent, kaldte Venstre det for blodpenge, siger hun.

- Vi er optaget af at fortsætte med fradraget. Det er vigtigt, at lønmodtagerne står i en fagforening, og Venstre har ikke løftet en finger for at sikre gode løn- og arbejdsvilkår i Danmark.

Spørgsmål: Men hvis man ved en forhandling kan gøre det billigere at være med i en fagforening og dermed spare staten for penge, kan I så være med til det?

- Det skal Venstre jo ikke blande sig i. Det er jo fagforeningerne, der fastsætter deres kontingent, siger statsministeren og fortsætter:

- Fradraget fungerer rent faktisk som en lille skattelettelse i mange helt almindelige lønmodtagerfamilier, og det kaldte Venstre altså for blodpenge, da vi gennemførte fradraget.

Det skabte en del forvirring, da Venstres næstformand, Kristian Jensen, i en artikel fra avisen.dk mandag morgen fortalte, at han er klar til at frede fradraget for fagforeningskontingent.

Venstre har tidligere givet udtryk for, at man gerne ser fradraget sænket, og derfor kommer udmeldingen som noget af en overraskelse.

Men Kristian Jensen fastholder sin udmelding.

- Det nuværende fagforeningsfradrag kan sagtens bestå, hvis fagforeningerne fremover gør en stærkere indsats for at få deres omkostninger bragt ned, siger han til Ritzau.

/ritzau/