Thorning: Hvor er Venstres mirakelkur?

»Ellen Trane Nørby (V) sagde tidligere i dag, at hvis regeringen havde gennemført vækstplanen i december, så havde der ikke været et problem for de mange arbejdsløse. Det må betyde, at Venstre må ligge inde med en plan, der kan hjælpe dem ud af kniben. Det er bare ærgerligt, at de ikke har fremlagt den,« sagde Helle Thorning-Schmidt fra talerstolen.

»Jeg er sikker på, at den ville vække opmærksomhed ikke kun i Danmark, men i resten af Europa. Hvor er deres mirakelkur? Hvad vil Venstre overhovedet på dagpengeområdet? Venstre synes, at vores dagpengeløsning er dårlig. Vil I afskaffe den? Nej. Men Venstre vil heller ikke stemme for,« tilføjede statsministeren.

Tidligere på dagen sagde Helle Thorning-Schmidt, at regeringen »retter op på Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis alt for hurtige indfasning af den korte dagpengeperiode«.

»For det var en uklog beslutning, som blev taget uden skelen til krisen. Og som skabte utryghed for tusindvis af familier. Min regering værner om trygheden,« fastslog Helle Thorning-Schmidt.

Hun præsenterede for to uger siden en redningspakke - en såkaldt arbejdsmarkedsydelse - til de mange tusinde danskere, der er ved at falde ud af dagpengesystemet.

Helt centralt er, at personer, som har opbrugt dagpengeretten i 2013, får ret til uddannelsesydelse frem til 31. december 2013, og at der indføres en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse pr. 1. januar 2014. Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse udgør 60 procent af det midlertidige dagpengeniveau for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere.

Dagens Gossip