Thorning hylder Obama som inspirerende

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lykønsker Barack Obama med genvalget, så han forbliver USA's 44. præsident.

- Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet. Jeg har mødt præsidenten i flere sammenhænge. Han er et inspirerende menneske med klarer visioner for fremtiden, skriver hun på Statsministeriets hjemmeside.

Statsministeren, som er på besøg i Sydøstasien, fortsætter:

- Især i krisetider har vi brug for visionære ledere, der skaber sociale forbedringer, holder sammen på fællesskabet og sikrer job og muligheder for de mange.

Hun henviser til, at USA og Danmark er nære og gamle allierede.

- Danmarks forhold til USA er afgørende for vores sikkerhed og vores velstand. Vi deler mange værdier og interesser med USA. Vi skal fortsat have et stærkt samarbejde om de økonomiske udfordringer, skriver Helle Thorning-Schmidt.

- Det er vigtigt for at skabe vækst og arbejdspladser. Vi skal også fortsat have et stærkt samarbejde med USA om politiske udfordringer og på områder, der har betydning for vores fælles sikkerhed, understreger hun.

Samarbejdet er ifølge statsministeren især vigtigt i Afghanistan, hvor afghanerne er ved at overtage ansvaret for sikkerheden, før Nato-landene forlader landet i 2014.

- Vi har også fælles interesser, når det gælder samarbejdet i Nato, og i kampen mod pirateri og terror, slutter Helle Thorning-Schmidt.

 

Dagens Gossip