Thorning: Jeg har forståelse for Friis Bach

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har forståelse for, at Christian Friis Bach nu trækker sig fra posten som udviklingsminister.

Det skriver hun i en pressemeddelelse.

- Christian Friis Bach har meddelt, at han ønsker at trække sig fra posten som udviklingsminister og dermed udtræde af regeringen. Det er en beslutning, som jeg respekterer og har forståelse for, fastslår statsministeren.

Christian Friis Bach har på et pressemøde torsdag understreget, at han i foråret 2012 ikke bed mærke i, at han selv og resten af medlemmerne af klimaorganisationen GGGI's bestyrelse blåstemplede luksuriøse rejseregler for GGGI's formand.

En post, som kort tid efter blev overtaget af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

På sit pressemøde understregede Christian Friis Bach, at han selv har truffet beslutningen om at trække sig, da han fandt ud af, at han har misinformeret Folketinget i sagen om rejsereglerne, fordi han hele tiden har afvist, at han kendte til rejsereglerne.

Han har oven i købet stået fast på, at rejsereglerne slet ikke er en sag for bestyrelsen.

/ritzau/