Thorning kalder ny debatform sjov og politisk vigtig

»Jeg synes, det var sjovt, men ikke kun sjovt, det var også politisk vigtigt, for vi får klargjort nogle af de politiske forskelle, der er i dansk politisk, og det, tror jeg, den nye debatform er rigtig god til,« siger hun.

Inspirationen til den nye spørgetime, der efter planen skal afholdes hver anden tirsdag, er hentet i Storbritannien, hvor man i årevis har dyrket en mere livlig interaktion under debatterne i landets parlament, og hvor politikerne gerne må komme med ytringer undervejs.

De danske folkevalgte holdt sig noget tilbage i forhold til de scener, som mange kender fra Storbritannien, men det er måske også bedst, påpeger Thorning, der dog også mener, at konceptet lige skal finde sin form.

»Man skal huske på, at i Storbritannien har man haft flere hundrede år til at udvikle den her tradition for debatter, man har en helt anden kultur omkring debatterne, man har ikke så mange partier, man sidder direkte over for hinanden og har en helt anderledes konfrontation,« siger Thorning og uddyber:

»Det har vi heldigvis ikke i Danmark. I Danmark arbejder vi rigtig meget sammen, vi laver brede aftaler, vi har en regering, som har lavet aftaler med alle Folketingets partier. Så heldigvis har vi ikke så meget konfrontation i det danske folketing, og det tror jeg sådan heller ikke, vi skal ønske os,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Selvom det var Thorning, der modtog de fleste af spørgsmålene, så understreger statsministeren, at debatten også gav svar på, hvor Venstre står.

»Vi fik klarlagt, at Venstre er meget optaget af nulvækst, og at de ikke synes, at det at kunne tjene 2.000 kroner om måneden til sig selv, er et nævneværdigt beløb,« siger statsministeren.

Dagens Gossip

Dagens TV