Thorning kalder reformer en permanent tilstand

»Vi skal indstille os på som samfund, at det her med at reformere, det er ikke noget, der stopper. Det er en permanent tilstand, at vi skal reformere og forbedre os,« siger hun til avisen.

Regeringen har ellers fået hård medfart fra egne rækker - og især fra støttepartiet Enhedslisten - for netop den hårde reformkurs. Men der er ingen vej udenom, siger Helle Thorning-Schmidt:

»Vores velfærdsydelser kommer til at forandre sig over de kommende år. Det er også derfor, at vi har den målsætning, at vi skal øge produktiviteten i den offentlige sektor. For hvis man kan gøre tingene både bedre og billigere, så skal man gøre det«.

Helle Thorning-Schmidt siger til Børsen, at regeringen ikke vil opbygge en stat, »der bare tror på overførselsindkomster«, og hun nævner ældreplejen som eksempel:

»Der er ved at komme en ny mentalitet i forhold til den måde, vi passer vores ældre på. Vi går meget mere over til, at hvis man kan selv, så er det bedre, for det giver større værdighed og besparelser«.

Hvor statsministeren er parat til at stille krav til den enkelte borger, så mener hun ikke, det giver mening at tale om at stille samfundskrav til erhvervslivet.

»Man misser pointen, hvis man regner med, at virksomhederne skal kigge på andet end bundlinjen. Virksomhederne skal tjene penge, hvis ikke de gør det, så er der på langt sigt ikke nogen arbejdspladser,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun har ellers selv opfordret erhvervslivet til at blive bedre til at oprette praktikpladser og dermed løfte dén del af samfundets uddannelsesopgave, men det bliver ved opfordringen.

»Det er en venlig, men bestemt udfordring til virksomhederne om, at hvis de gør lidt mere, så kan vi nå i mål med, at de unge mennesker, som starter på en erhvervsuddannelse, også kan få gode praktikpladser og blive rigtig dygtige«.

Dagens Gossip