Thorning lover penge tilbage til boligejere

»Jeg tror ikke, der er nogen, der er uenige i, at hvis borgerne har betalt for meget i skat, så skal de selvfølgelig have pengene tilbage,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Dermed bakker statsministeren op om økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der tidligere fredag udtalte, at boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat, skal have deres penge tilbage.

Sagen udspringer af en rapport fra Rigsrevisionen i sidste måned, der retter en skarp kritik af Skat og tidligere såvel som nuværende skatteministre, fordi mange danskere de seneste år har betalt for meget i skat på grund af fejl i Skats ejendomsvurderinger.

Helle Thorning-Schmidt lægger vægt på, at der endnu ikke er fundet en afklaring af, hvordan de for meget betalte skattekroner kommer tilbage i de danske boligejeres lommer.

»Vi bliver nødt til at tage det meget alvorligt, at Rigsrevisionen er kommet med deres rapport. Det sidder vi nu og vurderer i Skatteministeriet, og jeg tror ikke, det giver mening at give konkrete svar på, hvad der skal ske i forhold til borgerne, før vi har dykket helt ned i den sag,« siger hun.

Statsministeren langer samtidig ud efter den tidligere regering, hvorunder de fejlagtige ejendomsvurderinger blandt andet fandt sted.

»Det gælder mest i forhold til de ejendomsvurderinger, der var under den tidligere regering. Det er ingen tvivl om, at den tidligere regering ikke prioriterede det her spørgsmål. Man ville gerne afskaffe ejendomsvurderinger og prioriterede ikke det spørgsmål,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Dagens Gossip