Thorning melder afbud til moské-åbning

Når Danmarks største moské til maj åbner i København, så bliver det uden statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som gæst, skriver jp.dk

Statsministeren er ellers inviteret til indvielsen sammen med blandt andre dronning Margrethe, partiformændene fra Christiansborg, lokalpolitikere og den omstridte tidligere emir Hamad bin Khalifa fra Qatar.

- Jeg kan oplyse, at jeg ikke har planer om at deltage i indvielsen af moskéen, skriver Thorning i et skriftlig svar til Folketinget.

Den 6800 kvadratmeter store moské på Rovsingsgade er finansieret af omkring 150 millioner kroner fra den tidligere emir i Qatar og skal ledes af Dansk Islamisk Råd.

Dansk Folkeparti mener, at der er tale om et "sunni-islamistisk foretagende", som Danmark bør tage afstand til.

- Det ville være helt galt, hvis statsministeren dukkede op, så det er jeg tilfreds med, at hun ikke gør, siger udenrigspolitisk ordfører Søren Espersen til jp.dk

Han mener, at der i England er eksempler på, at Qatar finansierer moskeer i et forsøg på at bestemme, hvad der foregår i dem.

Dansk Islamisk Råd har dog tidligere i debatten om moskeen afvist, at de har nogen som helst forbindelse til islamisme.

Foruden en moské vil der være en restaurant, udlejningslokaler og et legeland samt muligvis et ældrecenter, hvor ældre muslimer kan dyrke idræt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV