Thorning: Merkel er ikke i tvivl om mit ønske

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Danskerne kan se frem til et folketingsvalg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil stå i spidsen for rød blok. Og det er Angela Merkel ikke i tvivl om.

Det siger Helle Thorning-Schmidt til den danske presse ved et kort særskilt pressemøde, efter at hun torsdag holdt frokostmøde med den tyske forbundskansler Angela Merkel i Berlin.

Forud for mødet spekulerede flere iagttagere i, at der kunne være tale om en jobsamtale for Thorning, som nævnes blandt kandidaterne, når der i den kommende tid skal besættes flere topposter i EU.

Men det kommer ikke på tale, siger Helle Thorning-Schmidt:

- Som I kunne høre på kanslerens svar, er hun ikke i tvivl om, at jeg ønsker at være statsminister i Danmark, og at jeg ønsker at komme ud i et folketingsvalg, hvor vi diskuterer Danmarks fremtid, siger Thorning.

Hun henviser dermed til, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, på et fælles pressemøde med Thorning blandt andet sagde:

- Den danske statsminister er en fremragende statsminister, og derfor har jeg også fået det indtryk, at hun er glad for sit arbejde derhjemme.

Og direkte adspurgt, om hun vil sige nej, hvis hun skulle få et tilbud om en toppost i EU, siger Thorning:

- Det har jeg sagt mange gange før: man skal regne med, at jeg er statsminister i Danmark, også når vi åbner Folketinget i oktober. Man skal regne med, at jeg står i spidsen for Socialdemokraterne, når vi går tíl valg næste gang. Jeg har tidligere sagt, at jeg vil sige nej, hvis jeg får buddet. Jeg tror ikke, jeg kan sige det meget tydeligere.

/ritzau/