Thorning: Ny grænsekontrol er bedre end VK-regeringens

Skrevet af admin

07/10/2014

Dagens topnyheder

Der skal ikke tjenes penge på at smugle asylansøgere til Danmark. Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som i sin åbningstale overraskende bevægede sig ind på Dansk Folkepartis territorium med et forslag om øget grænsekontrol.

Efter talen gør Helle Thorning-Schmidt samtidig spørgsmålet til et angrebspunkt over for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Vi kan gøre det bedre end den måde, den tidligere regering gjorde det på med Dansk Folkeparti, siger Helle Thorning-Schmidt efter sin åbningstale til Folketinget.

Dermed henviser hun til VK-regeringens problemer med at indføre grænsebomme og flere toldere ved landets grænser.

- Vi kan gøre det mere målrettet og mere effektivt med vores forslag, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen lægger blandt andet op til, at politiet får ny og mere effektiv teknologi som automatiske skannere, der kan tjekke køretøjers nummerplader ved grænserne.

/ritzau/