Thorning og EU-kollegerne giver et par timer til de unge

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og 22 af hendes EU-kolleger er tirsdag på besøg hos den franske præsident, François Hollande, til det andet i rækken af særlige EU-topmøder dedikeret EU's over seks millioner unge arbejdsløse under 25 år.

Men selv om den franske regering i sit oplæg konstaterer, at ungdomsarbejdsløsheden har nået "uacceptable højder" og advarer om "en trussel mod den nationale sammenhængskraft og økonomisk vækst", er forventningerne beherskede.

- Det handler vist mest om, at Hollande har brug for noget til hjemmepublikummet, konstaterer en toprådgiver for en af mødedeltagerne fra et land, der det seneste år har set en markant stigning i antallet af unge uden arbejde.

I EU som helhed nærmer ungdomsarbejdsløsheden sig 25 procent, og i de værst ramte lande - Spanien og Grækenland - er det nu langt over hver anden unge, der er uden arbejde. I nogle regioner er det tre ud af fire.

Flere andre i inderkredsen til stats- og regeringscheferne medgiver over for Ritzau og andre af de europæiske medier, der er flokkedes til Elyséepaladset i hjertet af Paris, at der næppe bliver tale om nye initiativer.

Mødet varer bare to en halv time. Og det handler mere om at sikre, at EU-lederne holder fokus på de ting, de allerede har lovet hinanden. Og viser at de tager problemet alvorligt.

Det siger blandt andre en rådgiver for mødeværten, François Hollande, til nyhedsbureauet Reuters.

- Idéen er at holde os inden for rammerne af det, vi enedes om i Berlin, siger rådgiveren med henvisning til det første særlige ungdomsarbejdsløshedstopmøde, der blev holdt i den tyske hovedstad i juli.

- Målet er ikke at tilføje nye programmer, men at fintune gennemførelsen af det, der allerede er besluttet, siger den franske rådgiver.

Berlintopmødet besluttede blandt andet at afsætte små 45 milliarder kroner over de næste to år til at hjælpe de værst ramte unge.

Flere EU-lande har også forsøgt sig med en garanti for, at unge får tilbudt job, uddannelse eller praktik efter fire måneders ledighed.

/ritzau/