Thorning og Løkke kaster med job-mudder

Der er dømt talkrig mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Socialdemokraterne har nemlig fået nok af, at Venstre flere gange har angrebet Helle Thorning-Schmidt for at have tabt 10.000 arbejdspladser i sit første år på posten som landets leder.

De 10.000 tabte arbejdspladser var noget af det første, Lars Løkke Rasmussen tog fat på, da han tirsdag kom ud fra folketingssalen efter at have hørt Helle Thorning-Schmidts åbningstale.

Og tallet blev torsdag gentaget af Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, da hun gik på talerstolen i åbningsdebatten:

- Sidste fredag viste tal fra Danmarks Statistik, at væksten faldt med 0,4 procent i andet kvartal, og siden regeringen trådte til, er beskæftigelsen faldet med 10.000 personer. Det er trist læsning og ikke noget, der skal fejres, siger hun.

Ifølge Venstre skyldes tabet af arbejdspladser ikke kun konjunkturerne, men i høj grad også S-R-SF-regeringen, som med højere skatter og afgifter har øget grænsehandlen og byrderne på erhvervslivet.

Men nu gør Socialdemokraterne klar til et modangreb, som skal ramme Venstre under åbningsdebatten.

Ifølge Socialdemokraterne er de 10.000 arbejdspladser nemlig ingenting i forhold til, hvad Lars Løkke Rasmussen tabte, da han var statsminister.

Socialdemokraterne vil henvise til tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at der forsvandt 132.000 private arbejdspladser i de to et halvt år, hvor Lars Løkke Rasmussen var statsminister.

Men ud af de 10.000 arbejdspladser, som Thorning har tabt, er kun de 1600 private job, og dermed har Løkke tabt over 80 gange så mange private job som Helle Thorning-Schmidt, lyder det fra Socialdemokraterne.

Det hører dog med til historien, at Lars Løkke Rasmussen var statsminister på et tidspunkt, hvor mange andre lande oplevede et stort fald i antallet af arbejdspladser som følge af den globale finansielle krise.

Dagens Gossip