Thorning og Løkke til stjernemøde i Schweiz

I næste uge tager statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til Davos i de schweiziske alper for at deltage i det årlige politisk-økonomiske stormøde, der finder sted i den fashionable vintersportsby.

World Economic Forum, som afholdes fra 23. til 27. januar, ventes at samle mere end 2500 topledere fra hele verden. Heriblandt omkring 50 stats- og regeringschefer.

I tilgift til den danske statsminister, som skal deltage i debatter om uddannelse og arktisk udvikling, er de rød-hvide farver godt repræsenteret på Davos-mødet.

Venstreformand Lars Løkke Rasmussen er inviteret i egenskab af sin rolle som bestyrelsesformand for den grønne internationale vækstorganisation "Global Green Growth Institute" i Sydkorea.

Miljøminister Ida Auken (SF) og EU-kommissær Connie Hedegaard (K) rejser også til Davos.

Men det er ikke kun politikere, der er med til World Economic Forum, for et par af sværvægterne fra dansk erhvervsliv deltager også.

Blandt andre Mærsk-koncernens topchef, Nils Smedegaard Andersen, og Lars Rebien Sørensen, administrerende direktør i Novo Nordisk.

Mærsk-chefen deltager i en seance med overskriften "På vej ind i en ny handels-æra", fremgår det af det officielle program.

Britiske David Cameron, tyske Angela Merkel og russiske Dmitrij Medvedev er nogle af de mere prominente skikkelser i gruppen af politiske topnavne på Davos, som også tæller FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og IMF-chefen Christine Lagarde.

Det årligt tilbagevendende møde i Schweiz er en lejlighed for beslutningstagere inden for mange grene af det internationale samfund til at mødes uformelt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV