Thorning og Løkkes kritik preller af på DF

Sådan lød det tirsdag, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte til tusindvis af danske virksomhedsledere ved Dansk Industris topmøde i København. Hun afkrævede samtidig Dansk Folkeparti et godt argument for, hvorfor partiet kræver en folkeafstemning om patentdomstolen, og det svar er ganske simpelt, forklarer EU-ordfører Pia Adelsteen (DF).

»Vi afgiver suverænitet. Det er det meget korte svar. Det er påfaldende, at alle de gange, hvor vi har efterspurgt en afstemning om finanspagten eller en Europluspagt, så har vi fået et nej med begrundelsen om, at vi ikke afgiver suverænitet. Her afgiver vi suverænitet, og så skal danskerne selvfølgelig høres,« lyder hendes svar til statsministeren.

EU-ordføreren afviser samtidig enhver snak om, at kravet om en folkeafstemning er politisk drilleri.

»Det her ikke noget med det at gøre. For mig er det principielle, at når vi afgiver suverænitet, så skal danskerne spørges. Der er også noget indholdsmæssigt i patentdomstolen, som er problematisk. Det drejer sig om procedurebestemmelser. I Danmark er det sådan, at de procedurebestemmelser vi har, de er underlagt demokratisk kontrol. Det er de ikke for patentdomstolen, det bliver en administrativ beslutning,« siger Pia Adelsteen.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har erklæret, at partierne ikke vil stemme for den fælles europæiske patentdomstol. Dermed er der ikke det fornødne politiske flertal for aftalen, som dermed skal til folkeafstemning.

Med en dansk tilslutning til patentdomstolen slipper danske virksomheder for at søge patenter i alle europæiske lande. Erhvervslivet argumenterer derfor for, at det kan spare en masse omkostninger, som i stedet vil kunne investeres i at skabe nye job. Derfor opfordrer Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen (V), også Dansk Folkeparti til at stemme for domstolen.

Men den appel gør ikke indtryk på Pia Adelsteen.

»Jeg mener ikke, at det har noget som helt med arbejdspladser at gøre. Man kan ikke sige, at vi skal undlade at høre danskerne, bare fordi det ikke passer Dansk Industri. Det er et argument, der bliver brugt, hver gang vi ikke falder til patten. Så bliver der sagt, at vi mister arbejdspladser. Vi hørte det samme, dengang vi stemte nej til euroen. Jeg mener, at det er et søgt argument opfundet til lejligheden,« fastslår hun.

Dagens Gossip

Dagens TV