Thorning om valget: Jeg er ikke tilfreds

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er ikke tilfreds med resultatet af kommunalvalget, da en exitprognose fra DR giver Socialdemokraterne færre stemmer end Venstre på landsplan og Socialdemokraterne en markant tilbagegang.

- Jeg er ikke tilfreds, og jeg synes, det er et ærgerligt resultat at gå tilbage, sagde Helle Thorning-Schmidt kort inden sin tale til partifællerne på spillestedet Vega i København.

Socialdemokraterne står til blot 25,3 procent af stemmerne i exitprognosen, hvilket er en tilbagegang i forhold til de 30,7 procent af stemmerne, som partiet fik for fire år siden.

På scenen fik de fremmødte socialdemokrater mere af samme skuffe fra statsministeren.

- Meget tyder på, at vi i aften er gået mærkbart tilbage. Det ærgrer mig, og det ærgrer os alle sammen, for jeg ved, hvor meget vores kandidater har knoklet, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Venstre ligger derimod forholdsvist konstant i den seneste exitprognose til en fremgang på godt to procentpoint. Med 27 procent af stemmerne ser det ud til, at Venstre bliver det største ude i kommunerne.

Helle Thorning-Schmidt vurderer, at økonomiske beslutninger - truffet på Christiansborg af landspolitikerne - har påvirket de socialdemokratiske byrødders valg.

- Den økonomiske krise har været hård ved kommunerne, og jeg tror, at det har kostet i kommunerne med de beslutninger, som vi har truffet på landsplan, siger statsministeren.

Hun tager ansvaret for valgresultatet, og partiformanden vil ikke se Socialdemokraterne i en destruktiv opposition i kommunale bestyrelser.

- Jeg tager lod og del i det (valgresultatet, red.). Det gælder altid, og det gælder også i aften. Men nu vil vi gå i gang med arbejdet, og der, hvor vi har muligheden, der griber vi ansvaret, og der, hvor det ikke er muligt, der vil vi samarbejde, siger hun.

På landsplan sidder partiet inden tirsdagens valg på 49 borgmesterposter og fire af de fem formandsposter i regionerne.

/ritzau/