Thorning overtrumfer sin justitsminister i asylstramning

Skrevet af admin

07/10/2014

Dagens topnyheder

Det strider lodret mod en udtalelse fra justitsminister Karen Hækkerup (S), når asylsøgere ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke får familiesammenføring i det første år i Danmark efter at være flygtet fra en borgerkrig som i Syrien.

I sin åbningstale til Folketinget fastslår statsministeren, at disse asylsøgere, som nu skal have adgang til midlertidig asyl, ikke får lov at hente deres hustru eller børn til Danmark ved familiesammenføring i det første år, de har fået ophold.

- Derfor vil regeringen i lyset af den ekstraordinære situation begrænse adgangen til familiesammenføring.

- En flygtning, der er i Danmark under midlertidig beskyttelse, skal ikke have krav på at få familien hertil det første år, efter han eller hun har fået opholdstilladelse, siger Thorning.

19. september præsenterede justitsminister Karen Hækkerup og socialminister Manu Sareen (R) regeringens udspil, som giver asylsøgere foreløbigt ophold. Det skete, fordi stadig flere syrere strømmer til Danmark, så der i år kan komme langt flere end de ventede 7500 asylsøgere.

Ved pressemødet ville de to ministre ikke oplyse, om regeringen giver familiesammenføring til asylsøgere med midlertidigt ophold. Disse får først et års ophold, siden forlænges deres opholdstilladelse med to år ad gangen.

Senere forsikrede justitsminister Karen Hækkerup dog i en mail til Politiken, at disse asylsøgere kan hente deres hustru eller børn til Danmark.

- Vi har lavet en fornuftig stramning af asylreglerne frem, men de flygtninge, disse stramninger rammer, skal have ret til at blive ført sammen med deres familie, sagde hun i mailen.

Venstres forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mener, at statsministeren lover ophold til alle, der flygter fra krig og rædsler. Det har aldrig været meningen med flygtningekonventionen, siger hun.

Hun betvivler, at Danmark juridisk kan forhindre familiesammenføringer til asylsøgere, som har fået et års foreløbigt ophold. Det kan stride mod menneskerettighedskonventionen, lyder det.

/ritzau/