Thorning præsenterer dagpengeløsning tirsdag

Efter måneders pres giver regeringen nu efter og præsenterer en løsning for de omkring 30.000 danskere, der er på vej til at miste retten til dagpenge i år.

DR Nyheder erfarer, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil præsentere regeringens bud på en løsning på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet tirsdag.

Herefter vil Enhedslisten blive indkaldt til forhandlinger om sagen.

Løsningen betyder ifølge DR's oplysninger, at de nye dagpengeregler, som blev vedtaget af den gamle VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og de Radikale vil bestå.

Men de mange tusinde, der står til at falde ud af dagpengesystemet allerede i år, vil blive sikret forsørgelse. Dog på et lavere niveau end dagpenge, erfarer DR Nyheder.

Regeringen vil med løsningen indfase de strammere dagpengeregler over en længere periode end planlagt.

Det betyder at den løsning, som Helle Thorning-Schmidt præsenterer tirsdag, er en overgangsløsning, der vil blive udfaset over de kommende år.

/ritzau/

Dagens Gossip