Thorning: S-kolleger forventer EU-kabale med balance

Der skal findes en socialdemokratisk kandidat, der kan matche en eventuel kommende konservativ formand for EU-Kommissionen.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter et møde lørdag med de andre europæiske socialdemokratiske regeringsledere forud for næste uges EU-topmøde, hvor det forventes, at den kommende formand for EU-Kommissionen udpeges.

- Alle giver opbakning til Juncker - men afhængigt af de prioriteter, vi bliver enige om, siger Thorning med henvisning til den borgerlige luxembourger Jean-Claude Juncker.

- Jeg har sagt i noget tid, at jeg mener, Juncker er et godt bud, fordi han tilsyneladende er en person, der kan samle både Det Europæiske Råd og Europaparlamentet.

- Det, vi har brug for nu, er en kommissionsformand, som kan komme i gang med arbejdet fra dag et. Og det tror jeg, at Juncker kan, siger Thorning.

Men statsministeren understreger også, at der skal være "en fornuftig balance mellem konservative og socialdemokrater" på de forskellige ledige topposter.

Hun tør dog ikke gætte på, om det vil være hele jobpakken eller kun navnet på kommissionsformanden, der kommer på plads på et EU-topmøde torsdag-fredag i den kommende uge.

- Der er nogle, der er helt klar til at udnævne en kommissionsformand på nuværende tidspunkt og støtte Juncker. Der er også nogle, der gerne vil have en samlet pakke, siger hun.

Thorning er selv blevet nævnt i mediekredse som en person, der kan skabe balance i den europæiske personkabale, hvis hun bliver formand for Det Europæiske Råd.

Ud over posterne som kommissionsformand, EU-præsident og EU's udenrigschef, skal der også findes en ny formand for EU-Parlamentet og måske en ny, fast formand for eurogruppen.

Thorning er socialdemokrat og fra et land, der ikke er med i euroen, mens den konservative Juncker er varm fortaler for eurosamarbejdet.

Spekulationerne om en europæisk fremtid for Thorning fik yderligere næring, da den tyske kansler, Angela Merkel, efter et møde med Thorning tidligere på ugen åbnede op for, at en person fra et land, der ikke er med i eurosamarbejdet, kan sidde for bordenden i Det Europæiske Råd.

Thorning afviser efter lørdagens møde endnu engang spekulationerne om en fremtid i europæisk regi.

- Jeg er statsminister i Danmark, og det vil jeg rigtig gerne blive ved med at være, siger hun.

Ud over Thorning og Frankrigs præsident, Francois Hollande, deltog også stats- og regeringschefer fra Italien, Slovakiet, Belgien, Tjekkiet, Rumænien, Østrig og Malta i lørdagens møde i Paris.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV