Thorning sætter dato på folkeafstemning om patentdomstol

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil afholde folkeafstemning om dansk tilslutning til Den Europæiske Patentdomstol den 25 maj, hvis det ikke forinden lykkedes regeringen at få Dansk Folkepartis opbakning til domstolen. Der erfarer DR Nyheder.

Afstemning bliver i givet fald holdt samtidig med valget til Europa-Parlamentet.

Fredag i sidste uge var Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), til møde med Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet, hvor han gjorde det klart, at Dansk Folkeparti er parat til at forhandle om støtte til patentdomstolen, hvis regeringen til gengæld vil give partiet indflydelse på andre områder af Danmarks EU-politik, for eksempel bankunionen.

»Hvis vi skal hjælpe regeringen ud af den her klemme og acceptere, at patentdomstolen bliver en realitet, så er vi selvfølgelig interesseret i, om vi kan få noget til gengæld, som betyder mere for os rent EU-mæssigt, og her er bankunionen vigtig,« sagde Kristian Thulesen Dahl efter mødet.

Udsigten til en forhandling om tilslutningen til en bankunion blev og hurtigt skudt ned af Socialdemokraternes EU-ordfører Mette Reissmann (S).

»Så vil de have indrømmelser på bankunionen, men vi ved jo ikke engang, hvad indholdet af den er, så vi kan ikke på nogen måde lave en aftale om det endnu. Man blander tingene sammen og spiller et taktisk spil i stedet for at løse reelle problemer, hvor danske virksomheder i dag skal igennem en lang juridisk ørkenvandring for at sikre sig deres rettigheder,« siger Mette Reissmann.

Og på spørgsmålet om regeringen er villige til at forhandle med Dansk Folkeparti, for at sikre støtten i Folketinget til patentdomstolen, er svaret klart:

»Nej, det vil vi ikke. Vi appellerer sammen med dansk erhvervsliv meget kraftigt til Dansk Folkeparti om at stemme for,« siger hun.

Ifølge Berlingskes oplysninger indeholder regeringens lovprogram for den kommende folketingssamling et lovforslag om Den Europæiske Patentdomstol. Regeringen var allerede begyndt at indstille sig på en folkeafstemning om det snævre EU-spørgsmål, da man ikke kunne samle det fornødne fem sjettedeles flertal i Folketinget, som er nødvendigt for at undgå en folkeafstemning.

Dagens Gossip