Thorning savner finansiering fra Venstre

Venstre mangler at give et klart svar på, hvordan bundskatten skal sænkes.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har foreslået at lempe skatterne i bunden af indkomstskalaen for at gøre det mere attraktivt for ledige at tage et arbejde.

Løkke har støtte fra hele blå blok - det vil sige både Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance. Men de fire partier er ikke kommet med en finansieringsmodel, siger Thorning.

- Vi har sænket skatterne for helt almindelige lønindkomster. Men både Venstre og de andre partier skylder jo at fortælle, hvordan de vil finansiere det. Dansk Folkeparti er tilsyneladende slet ikke enig med de andre partier, siger Helle Thorning-Schmidt.

Lars Løkke Rasmussens forslag vil betyde flere penge i lommen på LO-familierne, som traditionelt er nogle af Socialdemokraternes kernevælgere.

Derfor kunne det være fristende for Thorning at sige ja. Men blå blok har ikke pengene til at finansiere forslaget, mener statsministeren.

- Venstre vil finansiere dette ved nulvækst. Det vil sige med færre ansatte i den offentlige sektor. Det tror jeg simpelt hen ikke, at vi kan gøre, uden at det kan mærkes af alle dem, der bruger den offentlige sektor i det daglige, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun påpeger samtidig, at mens Venstre, Liberal Alliance og De Konservative kan enes om nulvækst i det offentlige forbrug, så ønsker Dansk Folkeparti en årlig vækst på 0,8 procent, så der er råd til velfærd.

Dermed er der ifølge Helle Thorning-Schmidt ikke enighed i blå blok om, hvor pengene til forslaget skal komme fra.

- Dette handler om, hvordan man prioriterer sin midler. Venstre har fundet ud af, at alle problemer i Danmark skal løses med skattelettelser, siger hun.

- Vi har ikke noget principielt imod skattelettelser, men man er nødt til at reservere nogle midler til, at vi kan få en fornuftig udvikling i den offentlige sektor, så vi kan passe ordentligt på vores børn, ældre og andre opgaver i fællesskabet, siger statsministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip