Thorning-Schmidt er udpeget til global uddannelseskommission

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er, sammen med en række andre forhenværende statsledere og regeringschefer, udpeget som medlem af en ny kommission, der skal arbejde for, at flere unge verden over får en uddannelse.

Kommissionen, der bærer navnet International Commission on Financing Global Education Opportunity, får den tidligere britiske premierminister Gordon Brown som formand.

Den holder sit første møde 29. september i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.

Den internationale kommissions opgave bliver at finde nye måder at styrke finansieringen til uddannelser globalt, fremgår det af en pressemeddelelse.

Norges regering støtter kommissionen økonomisk, og den norske statsminister, Erna Solberg, har været med til at udpege kommissionens medlemmer.

- Uddannelse er afgørende for at bekæmpe fattigdom, udtaler Erna Solberg og fremhæver, at den bedste og stærkeste enkeltstående investering med hensyn til et lands udvikling er at sørge for, at piger kommer i skole.

- Når du uddanner en pige, så uddanner du en nation, siger hun.

Kommissionen skal i september 2016 aflevere en rapport til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, med anbefalinger til, hvordan uddannelse over de næste 15-20 år kan føre til øget økonomisk vækst og bedre global sikkerhed.

Helle Thorning-Schmidt kommer i selskab med blandt andre fem tidligere præsidenter og regeringsledere samt tre Nobelprismodtagere.

Den danske eks-statsminister er foruden at være medlem af den nye kommission også i spil til topjobbet som FN's næste flygtningehøjkommissær.

/ritzau/