Thorning ser frem til at grille Løkke

Partilederdebatterne er en nyskabelse på dansk grund, men er inspireret af debatterne i det britiske underhus, hvor premierminister David Cameron på ugentlig basis tørner sammen med oppositionsleder Ed Miliband i en TV-transmitteret duel.

Og statsminister Helle Thorning-Schmidt ser frem til de nye debatter.

»Jeg synes, det er en spændende nyskabelse og ser meget frem til, at vi kan skabe nogle mere livlige debatter. Jeg synes, det er en god ide, at vi af og til kigger på, om vi har fået indrettet Folketingets debatter på den rigtige måde, og nu prøver vi så denne her nye debatform. Det er noget, vi har bakket op om hele tiden,« sagde Thorning på sit ugentlige pressemøde tirsdag.

Ifølge Berlingskes oplysninger bliver spørgetiden under de nye topdueller ikke ligeligt fordelt. Planen er, at Lars Løkke Rasmussen vil få omkring 16 minutters spørgetid til statsministeren, mens de øvrige partiledere må nøjes med cirka det halve.

Og det skaber vrede på tværs af de øvrige partier, som mener, at V-formanden får positiv særbehandling.

»Jeg synes, at det er udemokratisk og et stort problem, at en partileder fra et bestemt parti på den måde modtager særbehandling,« siger den konservative partileder Lars Barfoed (K).

Også på venstrefløjen undrer man sig over Løkkes relativt lange taletid.

»Jeg synes, ordningen bærer præg af, at det er de store partier med Venstre helt fremme, der har forhandlet den her regel igennem. Der er på den måde tale om særbehandling,« siger Enhedslistens Per Clausen (Ø).

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), som har været med til at få den nye debatinstitution på plads, forstår godt kritikken. Men politik er det muliges kunst, minder han om.

»Jeg vil ikke kortlægge forhandlingerne. Jeg vil bare sige, at det her var, hvad man kunne få alle til at gå med til. Det er klart, at den første nødvendighed var, at man kunne få statsministeren og lederen af det største oppositionsparti til at møde op. Det kunne man med denne ordning,« siger Mogens Lykketoft.

Statsministeren glæder sig også til flere debatter med oppositionen, og hun ser tilsyneladende frem til at se mere til Lars Løkke i folketingssalen. Venstreformanden har tidligere mødt kritik, efter at han ikke var vist sig på salens talerstol i mere end et år.

»Nu har der været meget fokus på regeringen og alt, hvad vi har gjort og ikke har gjort. Nu kommer der måske også lidt mere fokus på oppositionen, hvor man stiller dem spørgsmål om, hvad de gerne vil, hvilken kurs de har, hvornår de har slingrekurs. Der kommer nok også lidt mere fokus på, når oppositionens leder af og til skal i Folketinget,« lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.

Det forventes, at der vil blive afholdt 15 partilederdebatter per folketingsår.

Dagens Gossip