Thorning ser for meget overlap i forsvaret

»Den måde, vi har organiseret forsvaret på nu, afspejler på mange måder en anden tid med et andet trusselsbillede, så der er i mange tilfælde for meget overlap i forhold til de funktioner, der er. Vi har tre operative kommandostrukturer, så på den måde er der grund til at stille spørgsmål ved, om vi kan indrette organiseringen af vores øverste ledelse i forsvaret bedre, end vi gør i dag,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

Flere højtstående officerer vil blive afskediget som konsekvens af regeringens og Enhedslistens aftale, der forventes vedtaget i Folketinget næste uge. Beslutningen om at omlægge strukturen møder hård kritik fra blandt andre Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V).

»Regeringen har brudt årtiers brede forlig omkring dansk forsvarspolitik ved at lave dette forlig med Enhedslisten, som jo har til at stå i deres partiprogram, at de på mange måder blot vil afvikle forsvaret. Det er simpelthen tragisk,« siger han.

Men statsministeren afviser, at det er forligsbrud.

»Nej, det er det under ingen omstændigheder, at man får en bemyndigelse til at kigge på forsvarets organisering,« understregede Thorning på pressemødet.

»Det undrer mig, at de andre partier tilsyneladende vil hegne hele forsvarets ledelse ind og påstå, at der ikke er nogen ting, der kan ændres i forsvarets organisering. Jeg har den dybeste respekt for det danske forsvar, og jeg er dybt imponeret over, hvad vores forsvar kan præsentere. Men det skal ikke hindre, at vi af og til kigger på, hvordan vi kan organisere forsvarets ledelse bedre og anderledes,« sagde statsministeren.

Dagens Gossip