Thorning skal have tre nøgler med til klimatopmøde

Skrevet af admin

21/10/2014

Mest læste i dag

To døgn før det store opgør om EU's klima- og energipolitik for de næste 15 år må udenrigsminister Martin Lidegaard (R) tirsdag aften rejse hjem fra formøde i Luxembourg med et lidt nedslående budskab til sin chef.

- Min optimisme har nok desværre fået et lille hak nedad. Det har ikke været nogen meget opløftende formiddag.

- Den gode nyhed er, at alle lande tilkendegiver, at de gerne vil have en aftale og nu vil arbejde på højtryk for det de næste 48 timer. Men den dårlige nyhed er, at der er ganske store knaster og uoverensstemmelser mellem landene, siger Martin Lidegaard efter mødet til Ritzau.

Ifølge den danske minister har alle 28 EU-lande tilkendegivet, at de er klar til at sætte sig som mål at reducere CO2-udledningen med 40 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Men der holder enigheden også op.

Flere lande stiller betingelser, og der er langt til enighed om vejen til målet og om betalingen for de nødvendige omstillinger af landenes energisystemer.

Det betyder også, at der langt fra er enighed om to øvrige måltal: Et for andelen af vedvarende energi, og et andet for at effektivisere anvendelsen af energi. Her sigter Danmark mod måltal på 30 procent.

- Det handler om økonomi og om, hvem der skal betale for hvilke investeringer hvor.

- Det er klart, at det kan ikke nytte noget, at give et eller flere lande fuldstændig fribillet. Den omstilling, vi skal lave, handler jo om at få hele Europa gjort uafhængig af fossile brændsler og mere energieffektiv. Der giver det ikke mening, at et eller flere lande slet ikke skal bidrage, siger Lidegaard.

Han kan ikke se én nøgle, der kan låse hele forhandlingskomplekset op. Så han råder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at have tre nøgler med til Bruxelles på torsdag.

- Der er én nøgle, der handler om økonomi. Det er en vigtig nøgle at have med. Så er der en, der handler om at sikre det indre marked og energiforbindelser. Men den vigtigste nøgle er selvfølgelig den, der står ambition på.

- Med de tre nøgler burde det være muligt at kunne låse Pandoras æske op. Jeg har bestemt ikke kastet håndklædet i ringen. Men det ser lidt udfordrende ud. Det ser svært ud, siger udenrigsministeren.

/ritzau/