Thorning slår et slag for frihandel med USA

Skrevet af admin

18/12/2014

Mest læste i dag

Den danske statsminister går sammen med flere af sine EU-kolleger i brechen for at sætte mere fart på forhandlingerne om mere fri handel mellem USA og Europa.

- Jeg er ikke i tvivl om, at en frihandelsaftale vil betyde flere arbejdspladser og mere vækst i Danmark.

- Det er vigtigt at sætte fokus på, at vi måske har en mulighed for at rykke på frihandelsaftalen nu, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag på vej ind til et møde i Bruxelles med seks af sine europæiske kolleger.

De syv er på initiativ fra den britiske premierminister, David Cameron, samlet for at slå et slag for aftalen med USA, kort før de møder alle de øvrige EU-ledere for blandt andet at godkende en ny, stor investeringsplan for EU de kommende år.

- Vi vil sætte en tyk streg under, at vi er mange statsministre, som virkelig mener, at det her kan gøre en forskel for både vækst og beskæftigelse i Europa.

- Vi kigger hele tiden på nye områder, hvor vi kan skabe vækst. Investeringsplanen, som vi skal drøfte senere på dagen, er et element. Frihandelsaftalen er et andet element, siger Thorning.

18 måneder efter at forhandlingerne mellem USA og EU gik i gang, går det stadig trægt med at lukke frihandelsaftalen, der er kendt under forkortelsen TTIP.

Toldsatserne mellem EU og USA er allerede meget lave, så TTIP-forhandlingerne koncentrer sig mere om at sikre, at de krav, man stiller til produkter på begge sider af Atlanterhavet, matcher.

Det gælder for eksempel sikkerhedskrav til biler, holdningen til klorvask af kyllinger og regler for beskyttelse af investorer.

Flere forbrugerorganisationer har blandt andet luftet frygt for, at det kan føre til en udvanding af europæiske standarder.

Ud over den danske statsminister og den britiske premierminister deltager også regeringslederne fra Italien, Finland, Spanien, Polen og Letland samt ledere af flere af landenes erhvervsorganisationer i fremstødet for frihandelsaftalen.

Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, er også med.

Dansk Industri har tidligere regnet ud, at en frihandelsaftale mellem USA og EU alene for Danmark vil kunne øge eksporten til USA med 27 milliarder kroner og skabe 15.000 nye danske arbejdspladser.

/ritzau/