Thorning: Stephens politik-ambitioner ændrer intet

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thornings-Schmidts fremtid vil fortsat være i Danmark, selvom hendes mand Stephen Kinnock ønsker at blive valgt ind i det britiske parlament.

Det siger Helle Thorning-Schmidt, efter at Stephen Kinnock til avisen The Times har udtalt, at han ønsker at blive opstillet som Labour-kandidat i byen Aberavon i Wales.

- Stephen er et politisk menneske. Han har været medlem af Labour, siden han var 15 år, og han interesserer sig levende for politik. Det er også noget, vi diskuterer derhjemme.

- Nu er han blevet lidt optaget af at afsøge mulighederne for at blive opstillet til det britiske parlament, men intet er sikkert. Man skal først finde en kreds, siger Helle Thorning-Schmidt (S).

Hun mener ikke, at hendes mands ønske om en fremtid i britisk politik vil få konsekvenser for hendes hverdag eller virke som statsminister i Danmark.

- Jeg kan ikke se, at det betyder noget som helst. For der er ikke noget, der vil være forandret. Stephen bor i London og kommer hertil, når det er muligt, så jeg tror ikke på den måde, at det vil gøre en forskel, siger Helle Thorning-Schmidt.

Vil du hjælpe ham i valgkampen næste år?

- Jeg har ikke været i Aberavon nogensinde, så jeg håber da at komme der til, hvis det er den kreds, han søger.

Men kan du være med i hans valgkamp derovre?

- Jeg siger, at jeg har ikke været i Aberavon. Det håber jeg at komme på et tidspunkt.

Hvordan kan du hjælpe ham?

- Det har vi ikke taget stilling til. Det er primært noget, som Stephen skal, og jeg har rigeligt at gøre herhjemme, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun erkender, at det er "usædvanligt", hvis Stephen Kinnock søger opstilling til Underhuset, mens hun senest i 2015 søger genvalg som statsminister i Danmark.

/ritzau/