Thorning til dronningen: Vi har brug for Dem

Skrevet af admin

16/04/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale til dronningen på dennes 75-års fødselsdag var fuld af roser til en dronning, der ifølge statsministeren kerer sig dybt for danskerne og deres hverdag.

- De har respekt for mennesker, der passer deres arbejde, og som De sikkert ville udtrykke det, kan deres kram. Faglig stolthed sætter De højt. For De ved, at vores land er summen af den indsats, vi yder hver især, sagde Helle Thorning-Schmidt.

- Derfor møder De hver enkelt med nærvær og indlevelse. Fra bioanalytikeren på Hvidovre Hospital. Til pakkedamen fra Danish Crown i Rønne.

Men interesser går ifølge statsministeren ikke kun én vej. I talen beskrev statsministeren, hvordan dronningen havde regeret i en periode, hvor meget havde ændret sig.

- I dag går mange ting meget hurtigt. Men har vi ikke netop brug for et holdepunkt, når verden forandrer sig? Det mener jeg, at vi har. Vi har brug for Dem, sagde Helle Thorning-Schmidt, der også roste dronningen for "at gribe tiden".

- De blev regent i en periode med oprør mod autoriteter. Men De forstod at gribe tiden. Det var dengang, vi kunne se vores dronning i flowerpower mode. Med tørklædet flagrende om håret.

Derudover roste statsministeren dronningen for hendes umiddelbarhed, hendes kunst og hendes store viden om samfundsforhold. Også den syge prinsgemal fik en hilsen med i statsministerens tale.

- Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen har været en solid støtte for dem gennem livet. Han har viden, erfaring og engagement som få. Jeg vil sige prinsgemalen tak for en stor indsats for Danmark. Vi savner ham i aften.

Til sidst i talen understregede statsministeren, at der efter hendes mening stadig er et behov for et kongehus i den foranderlige verden.

- Verden forandrer sig. Det samme gør Danmark. Men vores land er et af verdens ældste kongeriger. Og det holder vi fast i, lød det fra Helle Thorning-Schmidt.

- Vi er stolte af vores dronning. De tegner, hvem vi er som danskere. Og det billede kan vi lide. De er en inspiration. Gennem 75 år og mange flere år endnu. De er dronning til alle tider. Og De er alle tiders dronning.

/ritzau/