Thorning til Løkke: Jeg møder ikke op til samråd

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen opfordrer tirsdag i forbindelse med spørgetimen på Christiansborg statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at møde op i et samråd i Folketingets Retsudvalg i forbindelse med terrorangrebet i København i februar.

- Regeringen har afleveret en redegørelse efter terrorhandlingen, der rejser en række spørgsmål. Retsudvalget har kaldt statsministeren i samråd. Det er det rigtige sted at tage diskussionen, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er statsministeren, der er formand for regeringens sikkerhedsudvalg. Derfor bør det også være statsministeren, der svarer på spørgsmål, mener Venstres statsministerkandidat.

Helle Thorning-Schmidt har før afvist at møde op til et sådan samråd, og hun gentager det samme over for Lars Løkke Rasmussen.

- Folketinget er i sin fulde ret til at være interesseret, men praksis er, at det er den ansvarlige minister, der svarer - ikke statsministeren.

- Jeg har ikke tænkt mig at deltage i et samråd, siger Helle Thorning-Schmidt og henviser til justitsminister Mette Frederiksen (S).

Helle Thorning-Schmidt henviser til, at Løkke som statsminister heller ikke mødte op i samråd.

- Det er valgår, men derfor bør der være samme standarder. Bundlinjen er, at jeg har fulgt den tidligere statsministers principielle standpunkter, siger Helle Thorning-Schmidt.

Til det siger Lars Løkke Rasmussen:

- Jeg er enig med statsministeren i, at man selvfølgelig ikke skal gå i allehånde samråd, som en anden minister har ansvaret for. Men her er der tale om et terrorangreb.

Diskussionen kommer på dagen, hvor Justitsministeriet lagde en redegørelse frem om terrorangrebet 14.-15. februar.

Her kom det frem, at Justitsministeriet og siden Statsministeriet var orienteret om, at der først blev sendt politi til synagogen i Krystalgade, hvor det andet skyderi fandt sted, fire timer efter terrorangrebet på Krudttønden på Østerbro, hvor de første skud fandt sted.

Alligevel sagde Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde 16. februar med den internationale presse, at bevogtningen blev skærpet "så snart", at angrebet skete 14. februar.

To personer blev skudt og dræbt i forbindelse med skyderierne ved Krudttønden og synagogen, mens også den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip