Thorning til magtelite: Vi går reform-amok

Eurokrisen var en brat opvågnen for Europa. Men der kan også komme noget godt ud af krisen, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag i en debat med øvrige europæiske regeringsledere på det verdensøkonomiske forum i Davos i Schweiz.

I beskrivelsen af den danske regerings reaktion siger statsministeren blandt andet, at Danmark er "gået reformamok" for at rette ind efter krisen.

- Vi har gennemført så mange reformer sidste år, at jeg tror, det er uden historisk sammenligning. Vi er gået reformamok det seneste år.

- Det er nødvendigt for at bevare den veludviklede velfærdsstat, vi ønsker i mit land. Nogle vil mene, at det også har været ret skrappe reformer, siger Thorning.

Men det er altså ikke kun skidt, mener statsministeren.

- Vi skal bruge det positivt, så de sidste år ikke har været spildt. De kan tjene som en nyttig vej til at bringe os ud på den anden side. Vi er nødt til at reformere for at skabe det Europa, vi ønsker, siger Thorning.

Statsministeren beskriver i debatten med sine kolleger fra Italien, Holland og Irland, hvordan krisen kom til Europa.

- Krisen vækkede os til erkendelsen af, at vi havde mistet vores konkurrencefordel, at vores velfærdsstat var blevet for uhåndterlig, og at vi havde mistet det, vi troede var så godt ved Europa.

- I de kommende år skal vi genskabe alt det. Vi er nødt til at gennemføre strukturelle ændringer for at holde fast i det, vi holder så meget af ved Europa. Og holde os meget klart for øje, hvad det er, siger Thorning.

På et spørgsmål fra debattens ordstyrer, om Danmark ville have haft det lettere som euroland, svarer Thorning, at hun glæder sig over, at det er lykkedes at undgå splittelse mellem EU-landene med og uden euro.

- Vi har stået over for svære valg mellem opsplitning og solidaritet. Vi har valgt solidariteten. Og det er godt. Vi valgte broen.

- Jeg er meget glad for, at eurolandene har valgt den åbne dørs politik, hver gang de har truffet beslutninger for at styrke euroen. Selv om vi kører i to forskellige hastigheder, ved vi, at døren altid er åben for, at ikke-eurolandene kan være med, siger statsministeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV