Thorning tror på Vilhelmsen trods nye optagelser

Skrevet af admin

23/01/2014

Mest læste i dag

Statsministeren tror på, at socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har fremlagt de rigtige oplysninger i sagen om millionstøtten til Lisbeth Zornig Andersens projekt "Stemmer på Kanten."

Det på trods af, at DR-optagelser, der ikke tidligere har været offentliggjort, ifølge to eksperter sår tvivl om socialminister Annette Vilhelmsens (SF) redegørelse til Folketinget.

Annette Vilhelmsen har tidligere forklaret Folketinget, at hun først traf beslutningen om at give millionstøtten til Huset Zornig den 19. september, men DR's optagelser er fra et møde mellem socialministeren og Lisbeth Zornig Andersen dagen før.

På vej ind til mødet med Annette Vilhelmsen i Socialministeriet den 18. september, sagde Zornig:

- Næste punkt på kampagnekalenderen, det er et møde med Annette Vilhelmsen, som lige har givet os en million til kampagnen. Og nu skal jeg op og fortælle hende, hvad vi har tænkt os at bruge den til.

- Faktum er, at vi har fået en million, men at vi selvfølgelig også søger den, som man skal med den slags tilskudsmidler, sagde Lisbeth Zornig.

Ifølge juraprofessor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet må man ud fra optagelserne konkludere, at en af parterne lyver.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fastslår dog, at hun har tillid til, at det Annette Vilhelmsen har fremlagt for Folketinget - og dermed for statsministeren er det rigtige:

- Det har jeg helt sikkert. Og jeg oplever, at det her er en sag, hvor der er stillet rigtig mange spørgsmål, og hvor der er kommet rigtig mange svar.

- Socialministeren har været i samråd om sagen, og det skal hun igen i dag. Og der er en advokatundersøgelse, som skal i gang, så jeg synes efterhånden, at det her er en sag, der er ganske godt belyst, siger Helle Thorning-Schmidt.

Udtalelserne faldt på et pressemøde i Aalborg kort før Annette Vilhelmsen torsdag er i samråd om den uddelte million til projektet Stemmer på kanten.

Annette Vilhelmsen har set optagelserne, men hun har ikke ønsket at lade sig interviewe. I stedet har hun sendt en skriftlige kommentar, hvor hun fastholder, at de nye optagelser ikke ændrer på det, hun har forklaret Folketinget.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt har Annette Vilhelmsen allerede taget et politisk ansvar, fordi hun har fået en næse for sagen.

/ritzau/