Thorning: Vi er de mest venstreorienterede

Beskyldningerne om, at regeringen er mere blå end rød er forfejlet, mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Uden gode rammer til erhvervslivet er der ingen arbejdspladser og dermed ingen velfærd.

Derfor er hun mere venstreorienteret end de røde politikere, der er ligeglade med erhvervslivet, siger statsministeren i dette dobbeltinterview med sin svenske formandskollega, Stefan Löfven.

Mens regeringen forhandler på højtryk med de borgerlige partier for at få flertal for sin omstridte vækstplan, slår statsministeren i dette dobbeltinterview med Socialdemokraternes svenske formandskollega, Stefan Löfven, fast, at politikerne bag vækstplanen og de mange reformer er mere venstreorienterede end de venstreorienterede politikere, der ikke vil røre den med en ildtang.

Midt i en krisetid med høj arbejdsløshed kan vælgerne nemlig ikke finde den røde tråd i den politik, som arbejderpartierne fører.

Heller ikke herhjemme, hvor Helle Thorning-Schmidt lige nu er i strid modvind. Og når statsministeren kigger over Øresund til Sverige, kan hun godt misunde sin svenske kollega.

De svenske sosser ligger dobbelt så godt i meningsmålingerne, som hun gør, og den tidligere fagforeningsformand Stefan Löfven står til en valgsejr hinsidan, hvis der var Rigsdagsvalg i dag.

Hvor Stefan Löfven slår på job, job og atter job og netop har fremlagt et valgprogram med titlen "Fremtidskontrakten", der lægger op til at give svenskerne tryghed og job, har Helle Thorning-Schmidt med Vækstplan.dk også lovet at skaffe 150.000 job inden 2020 - men uden at få vælgerne til at føle sig trygge.

Ugebrevet A4 mødte de to toppolitikere på en stor konference i København i sidste uge, hvor de sammen med fremtrædende partifæller og kampagnefolk fra både Europa og USA diskuterede, hvordan de får skeptiske vælgere overbevist om, at socialdemokratierne har de rigtige svar på krisen.

Den danske statsminister fremhæver hun, at en af de udenlandske deltagere på konferencen netop har slået til lyd for, at erhvervspolitik og solidarisk fordelingspolitik ikke kan adskilles, men er uløseligt forbundet.

- Det er helt overset, at solidaritet også handler om at se, hvordan det går for vores erhvervsliv. Det kan godt være, at det er os, der både tør reformere og have orden i økonomien, som i virkeligheden er de mest venstreorienterede og mere optagede af den langsigtede velfærd og solidaritet. Mens de andre er ligeglade med, hvordan det går med vores erhvervsliv, og om der er styr på økonomien og dermed en sikring af velfærden fremadrettet, siger Helle Thorning-Schmidt.

Dermed får statsministeren tegnet et billede af, at både Enhedslisten samt de dele af hendes eget parti, der skælder ud over vækstpakken, helt har misforstået, hvad det vil sige at være progressiv og venstreorienteret. Eller som hun fastslog fra talerstolen på konferencen:

- De endeløse beskyldninger og anklager fra både venstre og højre giver hovedpine. Men at være progressiv er at være ansvarlig, og det ved vi progressive har en pris.

Men du har jo helt åbenlyse problemer i forhold til at forklare dine vælgere, hvorfor reformerne er nødvendige. Du har jo ikke fået danskerne til at forstå, at det er vigtigt med gode rammevilkår til virksomhederne og økonomiske reformer for at få råd til velfærd?

- Jamen, det vigtige er, hvad der sker på valgdagen. Og jeg er helt overbevist om, at danskerne nogle gange er meget klogere end politikerne, og at de godt ved, at der skal være styr på økonomien, hvis vi skal have et velfærdssamfund, og at vi som politikere hele tiden er nødt til at modernisere, også når det kræver svære beslutninger. Og hvis vi skal have råd til velfærd, skal vi også give gode rammevilkår til virksomhederne. Jeg tror altså ikke på, at der er grundlæggende problemer hos vælgerne i forhold til at forstå, at de ting hænger sammen. Så er det vores opgave de næste år at fortælle, hvad vi gør, og hvad vi agter at gøre, og overbevise dem om, at vi er bedre til at styre Danmark igennem krisen - bedre end partierne både til venstre og højre for os, siger Helle Thorning-Schmidt.

Alligevel har vælgerne jo større tillid til borgerlige partier end til jer socialdemokrater. Hvorfor er der den tillidskrise mellem jer og vælgerne?

- Der er mange årsager, men jeg tror ikke, at man kan forstå det uden at se, at der ikke er nogen regering i Europa, der har flertal i meningsmålingerne. Det er vanskelige tider, og der skal tages vanskelige beslutninger. Også herhjemme har vi taget mange svære beslutninger, for det skal der til for at komme igennem krisen. Det værste, vi kan gøre, er at sidde stille og se på, for så er der om fire - fem år slet ikke råd til det, vi gerne vil.

 

Dagens Gossip