Thorning: Vi er i tæt dialog med Grønland om uran

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger som kommentar til det grønlandske landstings beslutning torsdag om at åbne for brydning af uran, at lovgivningen er klar for så vidt angår Grønlands ret til selv at træffe beslutningen.

- Der er ikke nogen tvivl om, hvad lovgivningen er på det her område.

- I selvstyreloven fra 2010 står det jo sort på hvidt, at Grønland har overtaget råstofområdet.

- Konsekvensen af det er, at Grønland selv kan beslutte at ophæve nultolerancen i forhold til uran, siger Thorning natten til fredag i forbindelse med et EU-topmøde i Bruxelles.

Men statsministeren betoner samtidig, at der stadig kan være elementer af Grønlands håndtering af den udvundne uran, som Danmark har kompetence over.

- Så kan der være nogle konkrete dispositioner i forhold til udvinding af uran og eksport af uran, som kan have betydning for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken.

- Det er jo et anliggende for kongeriget. Og derfor kan der godt komme en del af det her med at udvinde uran, som også er et anliggende for kongeriget Danmark, siger statsministeren.

Hun understreger, at Danmark længe har været og stadig er i tæt dialog med Grønland om sagen.

Og hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå ind i diskussionen om, hvorvidt der skal laves en aftale på forhånd, eller om man skal håndtere situationerne, når de måtte opstå.

- Jeg tror ikke, det tjener noget formål at gå ind i den juridiske diskussion. Det er et temmelig komplekst område. Vi er netop gået i gang med at afdække det her område og finde nogle fornuftige løsninger, siger Thorning.

/ritzau/