Thorning: Vi havde også fået flere flygtninge med Løkke

Nye asyltal viser et meget beskedent fald i antallet af asylansøgere i årets første fire måneder sammenlignet med de samme fire måneder sidste år.

Alligevel mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke, at man deraf kan konkludere en beskeden effekt af regeringens asylstramninger:

- Det er ikke sådan, vi ser på det. Vi anerkender, at der er rigtig mange flygtninge i verden, og det betyder også, at der er større pres på Danmark, end man kunne ønske sig, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Den nye opgørelse fra Udlændingestyrelsen viser et fald i antallet af asylansøgere i årets første fire måneder fra 2137 sidste år til 2090 i år. Et lille samlet fald, selvom der kom næsten 100 flere asylsøgere til landet i april, end tilfældet var i marts.

Ved samme tid sidste år oplevede Danmark starten på et decideret asylboom, og Helle Thorning-Schmidt vil ikke garantere, at asylstigninger ikke kan forekomme igen.

- Verden står jo i brand mange forskellige steder, og der er et enormt asylpres i forhold til Europa, og det påvirker naturligvis også Danmark.

- Uanset om det var Lars Løkke eller jeg, der var statsminister, så havde vi fået flere flygtninge til Danmark, fordi der blandt andet er krig i Syrien, siger statsministeren, der torsdag uddelte roser i sin kreds på Østerbro i København.

Her mødte Helle Thorning-Schmidt vælgere på Gunnar Nu Hansens Plads, men de fleste var mere interesseret i en "selfie" med statsministeren end de røde roser.

To babyer i favnen, klap på en hund og lige et sidste foto med en Hus Forbi-sælger, og så tog Helle Thorning-Schmidt hurtigt videre til et valgarrangement i Odense.

Inden hun kørte videre, dristede en engelsk journalist sig dog til at spørge, om Helle Thorning-Schmidt vil flytte sammen med sin mand, Stephen Kinnock, i Wales, hvis hun taber valget.

Hertil svarede statsministeren blot, at hun ikke regner med at tabe valget.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip