Thorning: Vi kan godt lytte mere til gruppen

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter tirsdagens ekstraordinære møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe, der i dele af pressen er blevet udlagt som et krisemøde. Det afviser partilederen dog.

»Vi tog en grundig diskussion, og det kommer vi også til at gøre fremadrettet,« siger Thorning, der dog også kom med en erkendelse:

»Vi kan godt fremadrettet lytte mere til gruppen, men det ændrer ikke, at det drama, I har pisket op i dag, det var der ikke på mødet,« siger hun henvendt til de mange journalister, der ventede efter mødet var slut klokken 18.

»Vi havde en rigtig god snak om, hvor vi er nu, og hvor vi skal hen,« lyder det fra statsministeren, der erklærer, at hun ikke er bange for at tage ansvaret:

»Når vi sidder i regering, træffes der rigtig mange beslutninger, og jeg vil gerne stå på mål for, at jeg tager ledelsen og træffer beslutninger. Er der noget, jeg ikke er bange for, så er det at træffe beslutninger.«

Dagens Gossip