Thorning: Vi kræver dokumentation for hjælp til ældre

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er tilfreds med finanslovaftalen med Venstre og De Konservative.

- Vi har en finanslov i balance, hvor vi fastholder tryghed om dansk økonomi og understøtter private arbejdspladser med 15.000. Altså et godt løft til den private beskæftigelse, siger Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde i Statsministeriet, dagen efter den overraskende finanslovaftale blev indgået.

Statsministeren fremhæver blandt andet, at man i aftalen bevarer den milliard kroner til ældre, som regeringen og Enhedslisten var blevet enige om, inden regeringen valgte at forhandle videre med Venstre og De Konservative.

Det centrale stridspunkt i forhandlingerne mellem regeringen og støttepartiet har været, om kommunerne skulle tvinges til at bruge milliarden til at give de ældre bad to gange om ugen.

Det krævede Enhedslisten, mens regeringen sagde nej til at skrive kravet om ugentlige bade ind i serviceloven.

Helle Thorning-Schmidt understreger dog, at danskerne også med den blå aftale kan være sikre på, at pengene vil gå til de ældre og ikke vil blive brugt til at lukke huller i kommunernes budgetter, som Enhedslisten frygtede:

- Kommunerne kan selv vælge, om de vil bruge pengene til at tilbyde de ældre mere rengøring, flere bade eller mere genoptræning.

- Men vi vil kræve dokumentation for, at milliarden bliver brugt til reelle forbedringer for ældre. Så kan vi være sikre på, at pengene går til det, de skal, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/